Tænker du bør overveje at snakke med en psykolog, mest af alt for at hjælpe dig med at bearbejde dine tanker.

Snak med din læge omkring det, så vil de kunne henvise dig om nødvendigt.

Som #1 siger du skal snakke med en psykolog, hvis disse ting bliver ved med at gå dig på kan de blive meget værre.

Som andre har skrevet, så skal du snakke med en om det.
Trauma kan følge en hele livet, I HVERT FALD hvis det IKKE bliver bearbejdet.

Det er helt normalt, at man trækker gamle ubehageligheder frem, når man bliver kritisk syg/kommer tæt på døden - har selv været det mange gange, faktisk også flere som dine oplevelser, lige fra jeg var 4år og op til nu, hvor jeg er blevet 63. Jeg har stadigvæk mareridt en gang imellem, så jeg råber og holder hele bebyggelsen vågen hehe..

Har ikke selv brugt psykologhjælp, men tror, at du kan få brugbar hjælp i en hvis grad ved et besøg. Helt at slippe for flashback tror jeg dog ikke du kan opnå...

For at svare på overskriften: Ja.

Søg professionel hjælp.

det tror jeg det kan vis ikke du prøver at gører noget ved det. har selv ret ofte mareridt fra da jeg blev mobbet i folkeskolen,og det er snart 15 år siden

Tænker du bare er begyndt at reflektere over dit liv osv.
intet unormalt i det.
hvis du ellers har det fint nok og ingen angst eller hvad man nu kan få så syntes jeg ikke det skal piskes op til noget vildt.
du er bare begyndt at tænke over dit liv osv..
det samme sker når man får børn.. så is på.
lær at lev med det og hvis du IKKE kan det så søg hjælp.
men pas på med at hoppe over i "offer" stien med det samme.

Ja, det kan sagtens passe. Du skal gå til lægen, og få en henvisning til en psykolog. Jo hurtigere, jo bedre.
Tag det fra en, der har prøvet det.

#0 Er du bekymret, så tal med din læge, det KAN jo over lang tid potentielt udvikle sig til egentlig angst.

Ellers glæd dig over, at du er sikker på at gå videre i X-Factor :)

Som #4 skriver.
Det er meget normalt, selv været der mange gange...
Har heller ikke behov for hjælp, men som 65 årig tænker man da ind imellem og de ting man har oplevet....
Men når alt kommer til alt, er jeg vel bare lykkelig over stadig at være i live...
Ting der er sket kan man alligevel ikke ændre.... sååååå

Jeg blev kørt over af en cykelist da jeg steg ud af bussen som barn. Cykelisten kom kørende med fuld drøn (30-45km/t og råbte "FLYT DIG JEG SKAL NÅ AT KOMME I TIDE TIL ARBEJD" og inden jeg vender mig om kører han mig over. Jeg flyver ca. 3 meter og når jeg vender mig om og ser omkring er røvhullet 2 meter væk fra mig med sin cykel. Han stikker af fra ulykken stedet ved at sige "Jeg kommer sent til arbejd!"

og til de andre røvhuller der bare kiggede ud af bus-vinduet må dårlig karma ramme jer også og få jer et forbandet liv!

Sorry har gemt det i mange år....

til dit ?: Ja.

Ja, traumer kan følge dig igennem hele livet, men de behøver ikke at gøre det.

Om din sygdom har udløst en form for ptsd? Måske... Måske er det bare naturlige tanker vedr. at du har oplevet, at du ikke er udødelig?

Har du eller har du haft flash backs? Det plejer at være en god indikator, hvis man tror på Veterancentret...

Er det en god ide at tale med en psykolog/psykiater? Ja, better safe than sorry...

Jeg så min mor kæmpe for livet, mens overfalds manden sad ovenpå og kvalte hende. Jeg husker tydeligt hendes arme og ben flyve rundt i ren panik for til sidst ikke at bevæge sig. I en alder af måske 12 år var jeg ikke så handle kraftig og det var først da hun lå helt stille at jeg gjorde noget. Jeg stod i haven da manden i stuen, som ikke burde være der pludselig angreb hende. Det var sommer og vi havde lige fejret min fødselsdag, med min klasse, som alle var taget hjem kort forinden. Jeg var i chok, men vidste hun var i problemer. Da hun stoppede med at gøre modstand løb jeg ind og med baseball battet i hånden, som vi havde brugt til at slå katten at tønden og slog ham så hårdt i i hovedet som jeg overhovedet kunne. Med tilløb og enhver fiber i mig der vidste jeg skulle redde hende slog jeg hårdt. Hans hovede åbnede sig og han væltede ned på siden og skreg. Min mor kom til sig selv hurtigt og vi løb ud mod haven for at komme væk. I haven kan vi ikke få åbnet lågen og så stod han der igen, nu med battet i hånden. Min mor skriger om hjælp inden han svinger første gang som rammer hende på skulderen. Hun vælter ned og skriger i smerte da armen brækker og han skal til at slå igen. Jeg tager saksen som blev brugt til at åbne gaverne med at stikker ham gentagende gange i ryggen. 3-4 gange inden han vælter ned på alle fire og kommer op igen. Han vender sig om og skal til at svinge battet ud efter mig da min mor griber fat i ham. Jeg stikker ham igen, men i maven. Jeg bliver ved med at stikke ham. 10-12 gange. Jeg prøver at dræbe ham alt hvad jeg kan og han falder til sidst ned i en blodpøl. Naboen får sparket have lågen op og vi flygter ud og tager tilflugt i deres hus. Imens vi løber væk rammer det mig at jeg stod og kiggede på mens en fremmed mand forsøgte at dræbe min mor at jeg intet gjorde. Først da hun øjensynligt var død tog jeg affære og tanken om at han måske ville komme Eugen gjorde at jeg rev mig løs og løb tilbage for at færdiggøre det. Naboen og min mor løber efter mig, men jeg når ind i haven, hvor manden kravler ind mod huset. Set tilbage var det en børne saks og skaden den må have gjort har være minimal. Jeg løber hen til ham, mens jeg igen får fat i battet på vejen. Jeg landet mit hårdeste slag i i ansigtet på ham som han kigger rundt. Jeg husker tydeligt lyden fra hans ansigt gå i stykker. Blodets sprøjten i alle retninger og tænder der fløj rundt. Det sidder på min nethinde og det forsvinder aldrig ligesom resten af oplevelsen på samme fod altid vil være frisk i min hukommelse.

Efterfølgende gik jeg til psykolog flere gange om ugen i nogle måneder, men da der ingen tegn på traume var mente psykologen ikke jeg skulle ses med ham yderligere, da det potentielt kunne starte et traume at hele tiden skulle rykke op i det.

I min optik fik han som fortjent. Det mente jeg dengang og det mener jeg også den dag idag. Retfærdigheden skete fyldest den dag og efterfølgende blev den så skidt på da han blev dømt til 6 mdr fængsel. Jeg har en klar overbevisning om at netop dét, at det var retfærdigt gjorde at jeg ingen kvaler havde med min gerning. Var manden død ville jeg absolut heller ingen traumer have haft.

Jeg har det dog svært og som jeg bliver ældre, rigtig svært ved at min mor skulle udsættes for det der skete med hende. Tanken alene kan få mig til at bryde helt sammen og sætter altid tanker igang om at finde gerningsmanden igen. Tydeligvis ét der er et ubearbejdet traume, det havde bare ikke noget med manden eller mit forsøg på at aflive ham at gøre. Det skulle tage mig mange år at registrere at der faktisk var et traume og hvad det helt præcist var. Jeg fik efterfølgende snakket med min mor om episoden over mange, mange besøg og selvom jeg vil mene såret er lukket kan det altid rives op relativt nemt.

Er du i tvivl, så snak med en psykolog. Jo hurtigere du kan få bearbejdet det, jo bedre.

Giv det tid og hvis det bliver ved og du begynder at få tankemylder og har svært med at sove, så vil jeg søge hjælp. Husk at man kan få tilskud til psykologhjælp gennem egen læge.

Ja, traumer kan følge dig livet igennem, og kan dukke op de mest underlige tidspunkter fordi der er et eller andet der trigger det, eller at det er så slemt, at det ligger lige under overfladen og rumler hele tiden. Den sidste er rigtig slem, fordi den kan pine dig og gøre dit liv til et helvede indtil du får det ud af dit system. Du kan bruge en psykiater eller en der er god til at lytte uden at vise mistro til det du siger.